Fødsel

“En fødsel er ikke noget smukt, men et rent helvede, der bare skal overstås! Troede aldrig jeg skulle komme igennem det! Men gør det gerne igen, for vil gerne ha’ et barn mere.”

Kvinde, 30 år

 

“Jeg er pisse skræmt. Jeg så min niece blive født. Har du ikke børn, så skal du ikke være vidne til en fødsel!”

Kvinde, 25 år

 

Jeg har snakket meget med min mor og andre kvinder, der har født, om fødsler. Jeg er lidt nervøs for at føde. Mest for, at der skal gå noget galt. Jeg ved, at kussen bliver normal igen efter en fødsel, men jeg er stadig utrolig bange for at sprække og skulle syes. Nogle siger, at man ikke kan mærke det, men det er meget tanken om det, som jeg synes, er ubehagelig.

Kvinde, 20 år

 

Da jeg fødte min søn Rune i 1977, var jeg 18 år og havde opgivet at lære de mange vejrtrækningsøvelser, som jeg havde fået udleveret på fire A4-sider. Det var for teoretisk for mig. Det tyngede i mine 58 kilo en dag før termin, og jeg gik tidligt i seng den aften. Jeg vågnede kl. 22:30 af et jordskælv. Jeg sværger, at sengen rystede. Min kæreste løb ned til telefonboksen og ringede til jordemoderen på fødeklinikken Store Møllevej, som sagde, at vi kunne da lige komme forbi. Stjernerne lyste, da vi gik på Amagerbrogade over til fødeklinikken. Lige før opgangen knækkede benene under mig. Jeg gispede hen over en parkeret folkevogn. Jeg var fuldt åben, og hun bad mig presse, da jeg nåede op på 6. sal. Jeg blev placeret på ryggen med benene i bøjler. Jeg har et meget klart billede af min krop, der føder, jordemoderen, min kæreste og en lægestuderende omkring mig. Selv sad jeg i vinduet, hvorfra jeg iagttog fødslen gennem min krop, indtil han ramte mit bryst og kiggede mig i øjnene kl. 01.20, tre timer efter første ve. Efter en kop te blev han kørt ind på børnestuen. Jeg skulle sove “alene” på mødrestue med fire andre barselskvinder. Det var en lang nat, jeg savnede mit barn. Kvinden til venstre for mig, mor til 11 børn, tog min hånd og sagde: “Han kommer ind til dig i morgen tidlig”. Hun var en uvurderlig støtte i hele barselsforløbet, amning, pleje og hvordan jeg kunne ligge med ham på brystet, når personalet ikke så det. Børnene skulle ligge på maven i vuggen dengang. Jeg fortalte siden jordemoderen, at jeg havde set hele fødslen fra vinduet.  Hun prøvede at forstå det, men det var bare for mærkeligt.

Kvinde, 55 år

 

Det var den fineste fødsel. For mig er epidural som at få en mojito. Jeg havde kun smerter i de to gange 10 minutter, det tog at presse mine tvillinger ud.

Kvinde, 36 år

 

Tre uger før termin blev det fastslået ved en scanning, at mit barn ikke vendte med hovedet nedad. Det lå i sædestilling. I samråd med en fødselslæge skulle jeg afgøre, om jeg ville forsøge at føde vaginalt eller ved planlagt kejsersnit. Jeg fik en masse information omkring risiciene ved begge former for fødsler, men da jeg har en hjerteformet livmoder, og der derfor var mulighed for, at jeg ikke kunne producere “gode nok” veer, valgte jeg kejsersnittet. Lægen oplyste mig så om, at der var en lille risiko for, at de ved indgrebet kunne komme til at skære i enten barnet eller nogle af mine organer, eksempelvis blæren, fordi de arbejder med skarpe instrumenter. Hvordan forholder man sig til det?

Kvinde, 26 år

 

Da jeg ventede barn nummer fem, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville føde hjemme, ligesom jeg havde gjort med barn nummer fire. Desværre havde jeg alt for meget fostervand, derfor blev jeg scannet helt enormt, og lægerne var desværre meget enige om, at det måtte frarådes at føde hjemme. De mente også, at der var stor risiko for blodstyrtning efter fødslen. Men jeg tænkte: “Tjaa, men det føles ikke anderledes, og jeg er ikke bange”. Lidt før selve terminen måtte jeg arbejde meget med mig selv, for kunne jeg leve med den samvittighed at gå imod lægerne, og noget gik galt? Men når jeg tænkte tilbage på mine andre forløb, var jeg helt overbevist om, at det i den grad også kunne gå galt på et sygehus. Min jordemoder sagde, at hun ville tage endnu en kollega med sig, og at jeg skulle være indstillet på, at vi ingen chancer ville tage, så derfor kunne det meget nemt ende med en ambulancetransport. I uge 39 blev jeg scannet igen, og da jeg meget bestemt men venligt fortæller lægen, at jeg har valgt – og ingen kan ændre på det – at føde hjemme, fordi jeg kender min krop og ved, at det vil være bedst for mig, barnet, min mand og mine andre børn, indvilliger denne læge endelig, men understreger dog, at det er mit ansvar. 41+3 kommer vores søn til verden helt uden komplikationer. Det var endnu engang helt fantastisk at føde hjemme, og IKKE en eneste gang tænkte jeg tanken, at jeg tog nogle risici, der kunne have konsekvenser for hverken vores lille søn eller mig. Det var bare noget, jeg kunne, følte jeg.”

Kvinde, 39 år