Blærebetændelse

Hvad er blærebetændelse?

Hvis du har en blærebetændelse, skyldes det bakterier, som er kravlet op igennem dit urinrør og har skabt en infektion i din blære.

Det er typisk bakterier fra din tarm, som finder vejen til din blære og giver dig en blærebetændelse.

 

FAKTA-BOKS: Hvordan tørrer du dig?Når du tørrer dig fra kussen og bagud mod endetarmsåbningen, undgår du, at tarmbakterier kommer tæt på dit urinrør og din kusse. Derved mindsker du risikoen for at få bakterielle infektioner i blæren og kussen.

 

Hvem får blærebetændelse?

Kvinder får hyppigere blærebetændelse end mænd, fordi det kvindelige urinrør er kort. Det betyder, at der ikke er lang afstand fra hud til blære, og dermed ikke lang vej for udefrakommende bakterier. Bakterien formerer sig bedst i stillestående urin. Hvis du holder lidt for meget på dit tis, har du derfor større sandsynlighed for at få blærebetændelse. Af samme årsag er det vigtigt at få tømt blæren helt hver gang du er på toilettet. Det er desuden en god idé at tisse efter sex. På den måde får du skyllet bakterierne fra din partner ud af dit urinrør.

 

Hvordan føles blærebetændelse?

Skal du hele tiden tisse, og kommer der ikke så meget ud, svier det og gør det ondt, når der kommer noget ud, er der måske endda blod i din urin?  Så har du højst sandsynligt blærebetændelse.

 

Hvordan behandles blærebetændelse?

Tal med din læge, så du kan få antibiotika mod blærebetændelsen. Derudover er det en god idé, at drikke rigeligt med vand, for på den måde at skylle blæren for bakterier.