Overgangsalderen

 

Hvad menes der med ”overgangsalder”?

På et tidpunkt vil enhver kvinde helt naturligt danne færre kvindelige kønshormoner fra sine æg. Det vil medføre, at kvinden ikke længere får sin menstruation. Dette kaldes menopause. Menopausen er altså tidspunktet for din sidste menstruationsblødning som følge af, at dine æggestokke er holdt op med at lave kvindelige kønshormoner.

Overgangsalderen, som også kaldes klimakteriet, er årene op til og et år efter din menopause. Nogle kvinder mærker forandringer i deres krop i denne tid, hvilket skyldes svingningerne i de kvindelige kønshormoner.

De fleste kvinder i Danmark holder op med at menstruere (går i menopause), når de er mellem 47 og 55 år. Det er meget forskelligt fra kvinde til kvinde, hvornår menstruationen stopper helt. Den kan allerede stoppe, når du er 40 år. Det hedder tidlig menopause. Menopause efter 40 års-alderen er en helt naturlig del af kvindens udvikling. Overgangsalderen er perioden omkring menopausen.

 

Hvordan føles ”overgangsalderen”?

Hvordan kvinder oplever overgangsalderen er meget individuelt:

  • Omkring en tredjedel af kvinder i overgangsalderen oplever ingen væsentlige gener.
  • Andre har få, mindre ubehagelige gener,
  • mens nogle bliver utrolig påvirket af svære gener.

 

Du kan opleve følgende gener i forbindelse med din overgangsalder:

–         Blødningsforstyrrelser – der kan både blive mindre og længere tid mellem dine menstruationer. Du kan bløde mere eller mindre, end du plejer.

–         Hede- og svedture – du kan opleve en pludselig, kraftig varme i hele kroppen, efterfulgt af hjertebanken og svimmelhed. Du vil ofte blive rød i ansigt og på brystet, når du oplever sådan en hedebølge. De kan vare nogle sekunder eller minutter, og de kan komme flere gange i timen eller kun få gange om dagen. Det er meget individuelt. De kraftige svedture kommer hovedsageligt om natten.

–         Muskel- og ledsmerter

–         Væskeophobning i hænder og fødder

–         Forværring af migræne

 

FAKTA-BOKS: Overgangsalderen og psykenDe fleste kvinder passerer overgangsalderen uden psykisk ubehag. Nogle vil dog komme til at opleve flere humør-svingninger. Måske vil du hyppigere føle dig irritabel eller deprimeret. Det er ikke nødvendigvis direkte på grund af hormon-svingningerne, men hyppige svedture og hedestigninger kan påvirke din søvn og dag og derved være ophav til  psykisk belastning. 

De fleste kvinder oplever ingen ændring i sexlysten i overgangsalderen. Begæret og orgasmen er der stadig.

 

Hormon-terapi?

Nogle kvinder er så generet af deres overgangsalder, at de vælger at få hormonterapi. Hormon-terapi betyder, at du får erstattet de hormoner, som dine æg mindsker produktionen af. På den måde vil du ikke opleve de omtalte gener, som er forårsaget af din egen krops manglende hormondannelse.

Du skal huske, at overgangsalderen er en helt naturlig del af en kvindes liv. Det er ikke en sygdom. Derfor behøver du heller ikke behandling for den, hvis du ikke finder det nødvendigt. Det er dit valg, om du ønsker hormonterapi eller ej.

 

FAKTA-BOKS: bivirkninger ved hormonterapiHormonterapi kan være fordelagtigt for de kvinder, som bliver så påvirket af overgangalderens gener, at de ikke kan fungere i deres dagligdag. Der er dog også nogle ulemper ved behandlingen. Dem skal du have for øje, inden du tager din beslutning om at starte på hormonterapi:-         Nogle former for hormonterapi øger risikoen for at udvikle brystkræft; 5 års behandling fører til 5 ekstra tilfælde af brystkræft blandt 1000 kvinder

–         Hormonterapi øger risikoen for at få blodpropper

 

Disse to bivirkninger er meget alvorlige. Du bør altid oplyse lægen om kræft og blodpropper i din familie, så I sammen kan tage stilling til, om du kan få hormonterapi uden at opleve disse bivirkninger.

 

 

FAKTA-BOKS: ”Overgang” til hvad?Overgangsalderen fører til en ny balance i din krop – en balance med et konstant meget lavt niveau af kvindelige kønshormoner. Tiden efter overgangsalderen kaldes post-menopause. I post-menopausen har du en anderledes dynamik i kroppen, end du har haft tidligere i dit liv. Det meget lave niveau af kvindelige kønshormoner kan føre til følgende ændringer i din krop:-         Tyndere slimhinde i og omkring din kusse: Østrogenen i din krop sørger for at holde din kusse, både indvendigt og udvendigt, fugtig og tyk, så den ikke beskadiges så hurtigt. I postmenopausen mangler du disse beskyttende hormoner. Området bliver derfor meget sart. Symptomerne er kløe/svie, smerter ved samleje samt øget risiko for blærebetændelse. Dine muskler dernede bliver også svagere, og du kan derfor have problemer med at holde på tisset. Fortæl din læge om disse problemer. Du kan få LOKAL behandling med kvindelige kønshormoner. De virker KUN i dit underliv og har derfor IKKE de samme alvorlige bivirkninger som hormonterapi.

–         Dit fedt begynder at fordele sig anderledes. I stedet for at lægge sig omkring lår og røv, vil dit fedt have tendens til at sætte sig omkring maven. Dette kan være sundhedsfarligt.

–         Dine knogler bliver svagere, fordi de manglende kvindelige kønshormoner er årsag til knogletab. Du har derfor større tendens til at få knogleskørhed. Sund livsstil hjælper dig også imod at udvikle knogleskørhed. Desuden er et dagligt D-vitamin- og kalk-indtag heller ingen dårlig idé.