Vold

“Jeg er ikke bange for at gå alene hjem om natten. Og jeg nægter at være bange og sætte begrænsninger for mig selv på det område.”

Kvinde, 48 år

 

“Jeg har haft en kæreste, der har voldtaget mig, han blev ved med at presse på til jeg bare gav op og lå der, mens han fik sin vilje, jeg forstod aldrig hvorfor han dog ville have sex med mig, når jeg på ingen måde gav noget igen. Og så har en tidligere kollega og ven overfaldet mig til en fest, men jeg fik vristet mig fri, og gik ud og hev fat i mine veninde og fortalte, hvad der var sket. Jeg ville gerne have haft noget opbakning, men fik det ikke ”nu havde hun det jo lige så sjovt”, jeg ville ikke være den, der gik fra festen, jeg havde jo ikke gjort noget forkert, men endte bare med at føle mig frygtelig alene. Tilbage på arbejdet mandag morgen fortalte jeg det til alle, de fleste gav mig ret i, at det var langt ude og jeg konfronterede også ham der havde gjort det som sagde undskyld. Men ingen tog afstand til ham, ”nu havde vi jo ligeså godt et arbejdsmiljø”. Jeg delte kontor med ham og vi sad med ryggen til hinanden, det havde jeg det meget svært med nogle måneder, men så gik det heldigvis over og jeg har det godt med ham nu. En anden ven og kæreste til en af mine veninder har også overfaldet mig ved at kysse mig en aften, vi alle var i byen, han ville ikke undskylde og mente, at jeg selv var uden om det. Nu har jeg sgu næsten givet op på at gå i byen og drikke, jeg tør simpelthen ikke.”

Kvinde, 29 år

 

“Jeg har været udsat for seksuelle overgreb da jeg var ung, men så lærte jeg karate.”

Kvinde, 63 år