Sex og onani

 

HVAD ER SEX

Sex er for de fleste, det at to mennesker rører ved hinanden på en måde som er lystfuld for begge parter. Det er forskelligt, hvad man har lyst til. Og lysten ændrer sig hele tiden. For nogen er sex et samleje, hvor tissemanden er oppe i tissekonen. Det er dog kun fantasien, der sætter grænsen for, hvad sex er for dig.

 

Der er ikke noget tidspunkt i livet, man skal have lyst til at have sex med en anden. Sex er ikke kun at have samleje, men en følelse af lyst, eller dejlige følelser i kroppen. Det kan være at føle sig glad og afslappet i kroppen, alene eller sammen med nogen.

Mange kan godt lide bare at have tanker om at være sammen med en anden uden at have lyst til faktisk at være fysisk sammen. Det er fint at drømme og fantasere. Når der sker mange nye ting i kroppen, kan det være godt at mærke sig selv, før man deler det med andre.

 

LINKS:

www.ungmod.dk

www.sexlinien.dk

www.lgbt.dk

 

 

ONANI OG ORGASME

Det er helt normalt at være nysgerrig på sin krop. Kroppen vokser og forandrer sig. Hvordan føles brysterne, er det rart at røre ved dem? Er det rart at røre brystvorterne, eller er det rarest at mærke uden om? Hvor og hvordan er det rart at blive rørt ved? På ryggen, på fødderne, eller at blive nusset i håret?

 

I puberteten vokser og forandrer tissekonen sig også.

 

kusse1 kopi

kusse2 kopi

Kønslæberne bliver større, måske er de blevet mere følsomme. Der hvor de indre kønslæber mødes for oven, sidder klitorishovedet. Der sidder tit en lille fold henover. Her har du måske allerede da du var yngre, mærket en følsomhed, som nu er endnu større. Nogen mærker, at det er dejligt at gnide på eller omkring klitorishovedet. Hvis du gnider længe, kan du opbygge en spænding i underlivet som føles så stærk, at din vejrtrækning ændre sig, og du bagefter ligger med en dejlig afslappet følelse i kroppen. Det kaldes en orgasme. Det kan du gøre flere gange i træk. Det kaldes at onanere.

 

Du kan også putte en finger eller to op i selve skeden og mærke om det er rart. Det er en måde at lære sin krop at kende på.  Det er normalt at have lyst til at røre ved sig selv. Det er privat, og du skal selv bestemme hvornår, hvordan og hvor meget du har lyst til at onanere. Nogen gange kan det være det, som giver dig lyst til at være sammen med nogen på et tidspunkt.

 

FØRSTE GANG

Tanker og forestillinger om det første kys, første samleje eller andet, kan være dejligt. Men mange er også nervøse.  Måske har du været med til SPK (sandhed, procent eller konsekvens) og allerede kysset nogen. Mange kysser helt åbenlyst, mens det at røre eller slikke hinanden på kroppen, som regel sker, når I er alene.

 

Måske har du bare aftalt at “være sammen”. Du ved måske heller ikke, hvad du har lyst til, før du står i situationen. Lysten til at røre en andens krop kan tit hænge sammen med den stemming man lige er i, eller kommer i. Du skal føle dig tryg, selvom du er spændt eller nervøs. Det vigtigste er, at du kun gør det som du har lyst til, og siger nej, hvis det ikke føles rart, eller du ikke føler dig parat.

 

Mange piger er bange for, at det første samleje med en dreng vil gøre ondt. I mange bøger og pjecer står der, at piger har en jomfruhinde oppe i skeden, som sprænges ved det første samleje. Det er ikke rigtigt, det er en myte. Man kan ikke se på en pige, om hun har haft samleje eller andre former for sex.

 

Lige ved indgangen til skeden har du en krans af slimhindefolder. Kransen ser lukket ud men den er elastisk og nogle få piger bløder måske fordi der kommer små rifter i kransen. Det er normalt. Hvis det gør ondt, er det måske fordi du er nervøs og spænder i musklerne omkring skedeindgangen. Der kommer mere udflåd i skeden, hvis man føler lyst, og så føles det mere rart når noget skal ind i skeden. Det er fint at sige til drengen, at han skal være lidt forsigtig. Det er normalt at føle, at første samleje er mere en prøve, end en fantastisk oplevelse. Det er sjældent, at piger får orgasme ved bare at have samleje. Enten kan du, eller fyren røre ved klitoris samtidig.

slimhinde kopi Piger som er sammen med piger, kan synes det er dejligt at putte andre ting end fingre op i skeden. Det kan være en dildo (et plastisk rør, som kan købes i en butik) eller noget andet hårdt og aflangt. Et godt råd er, at det skal være langt nok til, at I kan styre at putte det ind, men også ud igen. Kom eventuelt et kondom på det. Piger kan også smitte hinanden med kønssygdomme.

 

FORSKELLIGE MÅDER AT HAVE SEX

Finger og håndsex betyder, at fingre og hænder bruges til at kilde og røre hinandens kroppe. Det kan være en god måde at lære hinandens kroppe at kende på. For de fleste betyder fingersex, at fingrene rør og kilder tissekonen og puttes ind i skeden.

Handjob betyder, at man med hånden gnider på drengens tissemand.

Oralsex betyder, at  slikke og sutte hinandens kønsorganer. I daglig tale hedder det hos piger, at slikke fisse, hos drengene hedder det blowjob. Nogen kan også lide at røre eller slikke hinanden i endetarmen. Det kan være meget forskelligt, hvad man har lyst til, og hvem man har lyst til at gøre det med.

Analsex betyder samleje i endetarmen. Homosekuelle mænd har analsex når de har samleje. Nogen piger kan synes, at det er dejligt at have analsamleje med en dreng. Hvis man har meget lyst, slapper godt af, og drengen bruger glidecreme på sin tissemand, synes nogen, at det er en dejlig måde at have sex på.

Det kan gøre ondt, da vævet i endetarmen ikke er så elastisk som i skeden. Det er vigtigt, at du har lyst og ikke føler dig presset til det. Nogen synes slet ikke det er en rar måde at have sex på, og så skal man ikke gøre det.

Selvom man ikke kan blive gravid ved analsex, er det bedst at bruge kondom, så I ikke smitter hinanden med kønssygdomme. Se afsnit om kønssygdomme.

 

HVAD BETYDER DET AT HAVE SEKSUEL LYST?

Lyst til sex er en følelse i kroppen. Faktisk er det et behov som vi alle har i en eller anden grad. Du kender måske følelsen fra, når du virkelig har lyst til et kram fra en du elsker. Denne lyst ændrer sig i løbet af puberteten, til en lyst til at blive berørt og berøre andre, end din nærmeste familie. Og især en lyst til at blive rørt på særlige områder på kroppen (erogene zoner). Lyst er også tanker du kan få i hovedet. At der er noget specielt du har lyst til. Dette kan kaldes en seksuel fantasi eller tanke. Du kan sammenligne det at have lyst til sex, med det at være sulten. Din krop og især din mave kan sende dig signaler om, at du er sulten, men du kan også opleve at have lyst til noget specielt mad.

 

HVAD ER EN EROGEN ZONE?

Særlige områder på kroppen, kaldet erogene zoner, giver en bedre fornemmelse i kroppen end andre steder. For piger/kvinder er det især bryster og området omkring klitoris, men det kan også være omkring numsehullet, på underarmen, i nakken eller et helt femte sted. Det kan ændrer sig hele livet.

 

LYST OG NYDELSE ER GODT

Der er mange forestillinger om, hvad specielt piger og unge kvinder må og ikke må. At være “billig” eller “løs på tråden” eller “luder”, er der mange som er bange for at blive kaldt, hvis du som pige udtrykker lyst, eller har mange kærester. Omvendt kan drenge føler sig presset af forestillingen om, at de altid har lyst til sex, og vil have mange kærester.

Det kan være svært at vide, hvor meget man lader sig styre af, hvad andre synes, og hvad man selv har lyst til. Hvis du er glad, du har det dejligt, og mærker lyst og nydelse i kroppen, er det din ret til selv at bestemme, hvad du gør. Lyst og nydelse er sundt, og skal ikke give dig dårlig samvittighed.