Graviditet og abort

 

GRAVIDITET

Hvis du bliver gravid, vil din menstruation ikke komme, som den plejer. Hvis du har haft samleje uden sikker prævention, kan du lave en graviditetstest for at undersøge om du er blevet gravid. Testen er først sikker et par dage efter at din menstruation skulle være kommet. Testen er en pind/strimmel, som man dypper i sit tis. Du kan købe en graviditetstest i de fleste supermarkeder og på apoteket. Hvis du er I tvivl, skal du kontakte din læge.

 

BARN ELLER ABORT

Viser det sig at graviditetstesten er positiv – altså at du er gravid, har du nogle forskellige handlemuligheder. Du kan vælge at forblive gravid og få et barn. Du har også mulighed for at bortadoptere barnet efter fødslen, hvis du ikke ønsker at beholde barnet.

Finder du ud af tidligt i graviditeten, at du ikke ønsker at få et barn, har du mulighed for at få graviditeten fjernet på forskellige måder.

Er det mindre en otte uger siden dine sidste menstruation, kan du få det man kalder en medicinsk abort, hvor man med piller provokere kroppen til at afstøde slimhinden med det lillebitte foster fra livmoderen. Det vil som regel opleves som en kraftig menstruation. Det kan gøres hjemme hos dig selv.

Er det mindre end 12 uger siden du havde menstruation sidst, kan du få det man kalder en kirurgisk abort, hvor man med et instrument suger eller skraber slimhinden og fosteret ud af livmoderen gennem skeden. Det sker på hospitalet under bedøvelse.

Er det mere end 12 uger siden din sidste menstruation, kan man i særlige tilfælde få lov til at få en abort. I alle tilfælde skal du bestille en tid hos din egen læge til nærmere undersøgelser.

Er du under 18 år, skal du have samtykke (tilladelse) fra dine forældre, eller i særlige tilfælde fra et regionalt samråd, hvis du ønsker en abort. Er du over 18 år, kan du få en abort uden dine forældres samtykke.

Det er dog i alle tilfælde en god idé at tale med nogen om aborten, da man efter aborten godt kan reagere på det psykisk. Du har også ret til at få information og støtte hvis du gerne vil beholde barnet. Det har du ret til samtaler hos din egen læge, eller du kan kontakte mødrehjælpen.

 

LINKS:

www.abortlinien.dk

moedrehjaelpen.dk/abortradgivning/

https://moedrehjaelpen.dk/artikler-om-abort/

www.ungmod.dk

www.headspace.dk