Metoder med to hormoner

271 kopi

Fra venstre: P-piller, P-ring og P-plaster

P-piller

P-piller indeholder to hormoner (en slags østrogen og en slags gestagen). Det ene blokerer for kommunikationen mellem hjernen og æggestokkene, så æggene ikke modnes, og der ikke sker en ægløsning. Det andet hormon sørger for, at der trods blokeringen sker en modning af slimhinden, så man kan få en blødning (kunstig menstruation), når man holder sin månedlige p-pille-pause.

Da den blødning, man har i pillepauserne, således er en kunstig menstruation, mener nogle, at det er unødvendigt at holde pauser i pillerne. Andre tænker, at det måske alligevel er sundt for kroppen at bløde indimellem. Da man ikke ved nok om emnet til at kunne sige noget endeligt, vil de fleste mene, at det er unødvendigt at holde pause i pillerne hver tredje uge, men fornuftigt at gøre det cirka fire gange årligt.

Nogle kvinder vil dog opleve, at hvis de springer flere blødninger over, pletbløder de alligevel, så man må prøve sig frem for at finde ud af, hvordan det fungerer for en selv. Dette skyldes, at vores egne hormonbalancer er helt individuelle eller personlige og derfor vil spille sammen med p-pillerne på forskellige måder.

Nogle spiser pillerne uden pauser, indtil de får pletblødninger og holder så en uges pause. På den måde kan de måske spise piller i ni uger og så holde en uges pause. Andre vil have problemer med at huske sådan et system og har glæde af at følge noget fast hver måned. Der findes også typer af p-piller, som ikke har samme indhold i alle piller, men som skifter i løbet af pakken – det er måde at forsøge at øge kontrollen over kroppen på, for eksempel hvis man pletbløder ved de andre p-piller. Desuden er der en slags piller, som man ikke holder pause med, men hvor nogle af pillerne ikke indeholder hormoner.

Tager du p-piller, vil der være risiko for, at du vil få bivirkninger. Der findes groft sagt to forskellige slags bivirkningsrisici ved p-pillerne. Den ene handler om, at den risiko for at få en blodprop, som man altid har som menneske, bliver lidt højere, når man spiser p-piller. Den anden slags bivirkning handler om, at hormonerne jo gør mere i vores krop end ”kun” at styre vores cyklus.

Hormonerne er også med til at styre vores hud, vores væskebalance og vores humør. Hvilket igen har indflydelse på, hvordan vi generelt set har det, og i hvilken grad vi oplever lyst og ulyst – også kaldet dagligdagsbivirkninger.

Med hensyn til risikoen for at få blodpropper er det vigtigt, at du ikke i forvejen har en eller anden omstændighed i dit liv, som forhøjer risikoen. Det kanfor eksempel være, at du ryger. Hvis din mor eller søster har oplevet blodpropper, kan du være familiært disponeret. Eller hvis du har forhøjet blodtryk eller sukkersyge.

Desuden kan p-piller betyde noget, hvis man lider af migræne. Er man under 35 år, gælder det kun migræner med synsforstyrrelser (aura). Hvis man har en af disse forhøjende risikofaktorer, anbefaler man generelt set ikke at bruge p-piller. Disse kontraindikationer skal altid diskuteres med den læge eller jordemoder, der vejleder og udskriver præventionen.

Dagligdagsbivirkningerne kan være meget forskellige og opleves meget forskelligt. Nogle vil slet ikke opleve dem, andre vil opleve dem enten som en fordel eller som en ulempe. En fordel, som nogle oplever, kunne være at få renere hud eller undgå nedtrykthed, som man tidligere har haft i forbindelse med menstruation. En ulempe kunne være at få flere bumser, humørsvingninger eller at sexlysten falder. Du kan ikke vide på forhånd, hvordan din krop vil reagere, så det er meget vigtigt, at man efter en cirka tre måneders periode med opstart af p-pillerne tager stilling til, om man oplever dem som en god præventionsform, eller om de ikke harmonerer med, hvordan man ønsker at have det.

De første p-piller, man opfandt, kalder man 1. generationspiller. Efterhånden har man udviklet 2., 3. og
4. generation. Det har man gjort for at forbedre pillerne i forhold til dagligdagsbivirkningerne. Men det
har for nyligt vist sig, at de senest opfundne piller forhøjer blodpropsrisikoen, og man anbefaler derfor at
begynde med 2. generations-pillerne. Hvis du allerede trives med 3. generations-piller, vil det være et individuelt skøn, om du skal skifte eller fortsætte. Snak med en jordemoder eller en læge om det.

Når man holder op med at tage p-piller, er det meget forskelligt, hvornår man opnår sin egen cyklus igen. Nogle får regelmæssig menstruation i den første måned efter ophør, og de kan blive gravide i første cyklus efter. Andre får først menstruation efter et halvt til et helt år.

Hvis du holder op med at bruge p-piller, fordi du ønsker at blive gravid, har du måske fået at vide, at du skal bruge kondom, indtil du har fået din første menstruation. Der er der imidlertid ingen grund til. Du kan sagtens gå i gang med det samme. Man anbefaler ikke at bruge p-piller, hvis du ammer, da pillerne
kan påvirke mælkeproduktionen. Husk, at hvis du kaster op i op til tre timer efter, du har taget pillen, virker den ikke, og du må tage en ny. Hvis du har glemt at tage en eller flere piller, skal du spørge en læge eller jordemoder til råds om, hvor længe du skal bruge kondom, før du atter er beskyttet mod graviditet.

 

P-ring

P-ringen er en lille gummiring, som foldes lidt sammen og proppes op bagerst i skeden. Den sidder så i tre uger og afgiver hormoner. Den indeholder den samme slags hormoner og virker præcis ligesom p-pillerne. Fra ringen bliver de bare optaget gennem slimhinden i skeden i stedet for gennem slimhinden i maven.

Når ringen har siddet i tre uger, tager man den ud, holder en uges pause, hvor man får en blødning (ligesom ved p-pillerne), og sætter så en ny op. Ligesom ved pillerne kan man springe pausen og dermed blødningen over. Dette gøre du ved at sætte en ny ring op, umiddelbart efter du har taget den anden ud.

Nogle oplever, at ringen generer lidt under samleje eller anden sex, men så kan man tage den ud imens. Den må højest være ude tre timer på et døgn. Andre kan enten ikke mærke den, eller synes det er rart. Ringen kan ikke sidde forkert i skeden. Hvis den ikke er skubbet højt nok op/ bagud i skeden, kan den genere lidt, men den afgiver stadig hormon og virker altså alligevel, så man ikke bliver gravid.

De p-ringe, man bruger nu, er 3. generations-hormoner (se afsnittet om p-piller for forklaring af generationerne) og giver derfor en højere risiko for at få blodpropper end for eksempel 2. generations-hormoner. Ellers giver de den samme slags risiko for dagligdagsbivirkninger. Nogle oplever det som befriende ikke at skulle huske noget hver dag, men blot hver tredje uge, og sætter så mobilen til at minde dem om udskiftning af ringen.

Image

P-ring opsat i skeden

P-plaster

Ligesom p-ringen er en anden måde at optage de samme hormoner, som er i p-pillerne, findes der også et p-plaster. Plasteret sidder en uge ad gangen. Når man har haft tre plastre på i træk, holder man en uges pause, hvor man får en blødning. Man springer blødningen over ved at sætte et nyt plaster på med det samme. Her gælder de samme overvejelser som beskrevet i afsnittet om p-pillerne.

Plasteret må ikke sættes det samme sted hver gang, men skal skifte placering min. hver anden gang. Det skal også sættes et sted på huden, hvor der ikke netop er smurt creme på eller andet, der kan blande sig i optagelsen af hormonerne.

De plastre, der findes nu, er egentlig 2. generations-hormoner, men har i et nyt studie vist sig at have den højeste risiko for blodpropper af alle hormonpræventionsformerne. I forhold til dagligdagsbivirkningerne er det lige så individuelt som for piller og ring.

Medicinalfirmaerne udvikler stadig nye typer af både plastre og ringe.