Endometriose

Hvad er endometriose?

Endometriose er en kronisk sygdom, som er defineret ved, at det væv, der normalt kun findes i din livmoder, også kan findes andre steder uden for din livmoder. Vævet kan som regel findes omkring din livmoder – det vil sige på tarme, æggestokke osv.

 

Hvem får endometriose?

Blandt kvinder i den føde-dygtige alder lider 10-20 % af endometriose. Det er altså ikke en sjælden sygdom.

Det vides ikke præcis, hvorfor nogle kvinder udvikler endometriose, men dine gener spiller i hvert fald en rolle.

 

FAKTABOKS: Årsagen til min endometriose

Der er ikke nogen entydig forklaring på, hvordan endometriosen opstår. Men den mest anerkendte teori tager udgangspunkt i, at nogle kvinder har en tendens til, at deres menstruationsblødning løber den forkerte vej. I stedet for at blødningen udelukkende foregår ud gennem kussen, kan blødningen løbe ud af æggelederen og ud i bughulen. Herved kan en del af livmodervævet, som netop befinder sig i blodet, sætte sig fast andre steder og give anledning til endometriose.

 

Hvordan føles endometriose?

Det er kun 3-4% af kvinder med endometriose, der oplever symptomer. De fleste kvinder med endometriose vil gå rundt uden at mærke til sygdommen overhovedet.

De kvinder, der har symptomer, vil opleve underlivssmerter. Smerterne er især værst ved menstruationen. Det skyldes, at livmodervævet, som sidder uden for livmoderen, også bliver påvirket af kønshormonerne – ligesom vævet inde i livmoderen. Det betyder, at vævet uden for din livmoder også bløder under din menstruation. Du kan altså groft sagt se det som menstruationsblødning det forkerte sted. Dette giver smerter.

Smerterne kan også være til stede uden for menstruationerne. Nogle kvinder oplever for eksempel dybe smerter ved samleje. Hvis vævet fra livmoderen sætter sig på tarmen, kan du også have smerte ved afføring.

Barnløshed kan også være et problem for kvinder med endometriose. Det skyldes som regel, at der sidder noget af det omtalte væv og generer æggestokke og æggeledere.

Hvis du derfor har en mild form for endometriose (ikke meget livmoder-væv uden for livmoderen), har du ikke nødvendigvis problemer med at blive spontant gravid. Men hvis du lider af svær endometriose (meget livmoder-væv uden for livmoderen), behøver du nok lægehjælp til at blive gravid.

 

Kan min endometriose behandles?

Først og fremmest er det kun cirka 3% af kvinder med endometriose, som kræver behandling. Hvis du skulle være en af dem, så er der flere muligheder. Valget står mellem medicinsk behandling og kirurgi.

Den medicinske behandling består blandet andet af p-piller eller en hormonspiral. Det smarte ved disse tiltag, som ellers kun forbindes med prævention, er, at de gør din livmoderslimhinde meget tynd. Du vil derfor opleve mindre blødning ud gennem dine æggeledere, hvilket betyder, at mindre livmodervæv vil komme ud af din livmoder og ind i bughulen. Du vil derfor undgå, at din endometriose bliver værre. På den måde vil du også opleve færre smerter.

Den medicinske behandling er dog sommetider ikke nok til at få renset ud. Derfor er kirurgi også hyppigt anvendt. Med en operation kan du få fjernet noget af det væv, som fejlagtigt sidder uden for din livmoder. Du kan også få tilbudt at få fjernet hele organer (for eksempel livmoderen eller æggelederne), hvis du er træt af din lidelse, og intet andet hjælper, fordi du har en svær endometriose.

Mange af de behandlingstiltag, som tilbydes kvinder med endometriose, virker også som prævention – det vil sige, at du ikke kan blive gravid samtidig med behandling. Hvis du har et graviditetsønske, så fortæl lægen det, så I sammen kan lægge en plan for det videre forløb.