Intro

Der er to primære grunde til at bruge prævention: for at beskytte sig mod at blive smittet med sexsygdomme og for at undgå at blive gravid.

Selvom der findes rigtig mange former for prævention, er der få, som beskytter mod seksuelt overførte sygdomme – også kaldet sexsygdomme. Kondomer og femidomer er de eneste, der beskytter mod smitte, og de gør det kun, hvis de er på helt fra start og til slut i et samleje. Der er dog nogle virustyper, som kan smitte fra områder, hvor kondomer ikke dækker.  Der findes derudover noget, der kaldes en ”slikkelap”, som er lavet af det samme materiale som kondomer. De er lavet til at holde henover et område, mens man slikker, og skulle på den måde beskytte mod sexsygdomme ved oralsex. Hvis det skal have en effekt, skal de bruges korrekt og konsekvent.

 

Graviditetsforebyggelse

Hvis du vil undgå at blive gravid, har du flere muligheder. Ingen af dem er perfekte, de har forskellige fordele og ulemper, og det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvad der fungerer bedst. Desuden kan det forandre sig i løbet af livet, hvad du synes, er vigtigt i forhold til prævention, og dermed, hvad der er den bedste type for netop dig på et givent tidspunkt. Hvis du får den rigtige vejledning, kan du sagtens finde frem til det, der fungerer bedst for dig. Men det kræver, at du bliver ordentligt informeret og samtidig hjælpes til at undersøge dine behov. Det kan derfor anbefales, at du kan få èn-til-èn vejledning med en læge eller jordemoder, som ikke lader sig styre af, hvad de selv synes. Og som kender alle præventionsformerne og er villig til at støtte dig i at finde det, der er bedst for dig. Når du så har fået svar på dine spørgsmål og har truffet et valg, skal du prøve dig frem i en periode og derefter gøre status over fordele og ulemper, du oplever,
og enten fortsætte eller prøve noget andet. Hvis du bruger en hormonel metode, er det vigtigt at få målt dit blodtryk to til tre måneder efter opstart af metoden, og dette besøg hos lægen/jordemoderen skal så også indeholde en samtale om netop dine oplevelser med præventionsformen. Der findes også metoder til at undgå graviditet, efter du har haft ubeskyttet samleje (fortrydelsesmetoder) – læs om dem sidst i kapitlet.

 

Hvad bør du overveje?

Nogle kvinder har svært ved at huske at tage en daglig pille. Så er det ikke hensigtsmæssigt at bruge p-piller
eller minipiller, men en mere langtidseffektiv metode. Nogle ønsker ikke at bruge prævention, der ændrer
deres egen hormonelle cyklus. Andre vil omvendt gerne kunne styre, hvornår de har menstruation. Nogle har fået at vide, at hormoner ikke er sundt. Andre har hørt, at det er godt at tage hormoner. Mange af vores bekymringer skyldes, hvad vi hører, veninder bekymrer sig om, eller hvilke sager der har været i medierne for nylig. Husk, at du altid har ret til at få en generel gennemgang af alle typer for prævention, som findes. Du skal have mulighed for at stille alle de spørgsmål, du har, og det er kun dig, der kan bestemme, hvilken metode der er bedst for lige netop dig. Jordmoderen eller lægen har viden om de naturvidenskabelige aspekter, men
du har viden om, hvem du er, hvordan dit liv leves, og hvad der betyder noget for dig.

 

Baggrund

Når vi går i puberteten, betyder det, at nogle centre i hjernen begynder at sende beskeder (hormoner) til vores indre kønsdele – æggestokkene og livmoderen – om at begynde henholdsvis at modne et æg og at modne en slimhinde, som et befrugtet æg kan sætte sig fast i. Fra puberteten begynder, og til overgangsalderen indtræder, er der således en konstant kommunikation mellem hjernen og kønsdelene, som skaber cyklusser. Når ægget er modnet, frigives det og opfanges af æggelederen. Hvis en sædcelle er trængt ind i livmoderen, fra skeden op igennem livmoderhalsen, kan den bevæge sig op i æggelederen og møde ægget, trænge igennem dets overflade, og befrugtningen er sket. Det befrugtede æg begynder at vokse (at lave celle-deling) og bevæger sig samtidig tilbage i livmoderen, hvor det måske sætter sig fast i slimhinden.
Hvis et æg ikke er befrugtet eller ikke har sat sig fast, fortsætter cyklussen med en afstødning af slimhinden, som sammen med blod udgør menstruationen. De forskellige måder at undgå graviditet på handler derfor om enten at spærre vejen for sædcellerne ind til livmoderen, at undgå ægløsning, at undgå modning
af livmoderslimhinden eller at holde så godt styr på, hvornår befrugtningen er mulig, at den kan undgås.